WeBible

1 - Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,

2 - mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3 - ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.

4 - Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

5 - han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

6 - lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

7 - Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

8 - Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.

9 - Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.

10 - Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

11 - han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

12 - han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

13 - Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;

14 - hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

15 - med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

16 - Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;

17 - han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

18 - og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«

19 - At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;

20 - min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.

21 - Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:

22 - HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

23 - hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

24 - Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor haaber jeg paa ham.

25 - Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

26 - det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,

27 - godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.

28 - Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;

29 - han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,

30 - række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.

31 - Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

32 - har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;

33 - ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

34 - Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

35 - naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,

36 - naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?

37 - Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?

38 - Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?

39 - Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

40 - Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

41 - løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

42 - vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

43 - men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,

44 - hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;

45 - til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

46 - De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

47 - Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

48 - Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

49 - Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

50 - før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

51 - Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

52 - Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

53 - de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

54 - Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«

55 - Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

56 - du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«

57 - Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«

58 - Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;

59 - HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!

60 - Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

61 - du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,

62 - mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

63 - Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.

64 - Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

65 - gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —

66 - forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.