1 - Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste.
2 - Og de talede til ham og sagde: siig os, af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som haver givet dig denne Magt?
3 - Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det:
4 - Johannes’ Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker?
5 - Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?
6 - Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.
7 - Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8 - Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.
9 - Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: Et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands en Tid lang.
10 - Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham, og lode ham tomhændet fra sig.
11 - Og han blev ved, og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne, og forhaanede ham, og lode ham tomhændet fra sig.
12 - Og han blev ved, og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de, og udstødte ham.
13 - Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn, den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.
14 - Men der Viingaardsmændene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores.
15 - Og de stødte ham udenfor Viingaarden, og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem?
16 - Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd, og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig!
17 - Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen?
18 - Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.
19 - Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Lignelse imod dem.
20 - Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 - Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig, og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed.
22 - Er det os tilladt, at give Keiseren Skat, eller ei?
23 - Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?
24 - Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift haver den? Men de svarede og sagde: Keiserens.
25 - Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, Guds er.
26 - Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug.
27 - Men nogle af Sadducæerne, hvilke negte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:
28 - Mester! Moses haver foreskrevet os: dersom Nogen haver en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen, og opreise sin Broder Sæd.
29 - Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru, og døde barnløs.
30 - Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.
31 - Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn.
32 - Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.
33 - I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru.
34 - Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes.
35 - Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
36 - De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige, og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.
37 - Men at de Døde opvækkes, haver og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud.
38 - Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle.
39 - Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel.
40 - Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget.
41 - Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn?
42 - da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand,
43 - indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
44 - Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn?
45 - Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple:
46 - vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder, og lade sig gjerne hilse paa Torvene, og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne, og sidde øverst tilbords ved Nadverne,
47 - dem, som opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom.
