1 - Og han gik atter ind i Synagogen, og der var et Menneske, som havde en vissen Haand.
2 - Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten, paa det de kunde anklage ham.
3 - Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: træd frem her i Midten.
4 - Og han sagde til ham: er det tilladt at gjøre godt paa Sabbaten, eller gjøre ondt? frelse et Liv, eller slaae ihjel? Men de taug.
5 - Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igjen som den anden.
6 - Og Pharisæerne gik ud og holdt strax Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.
7 - Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa,
8 - og fra Jerusalem og fra Idumæa og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham.
9 - Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulle være tilrede fra ham, for Folkets Skyld, at de ikke skulde trænge ham.
10 - Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham.
11 - Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn.
12 - Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var.
13 - Og han gik op paa et Bjerg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham.
14 - Og han beskikkede Tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike,
15 - og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djævle:
16 - Simon, hvem han tillagde det Navn Petrus;
17 - og Jakob, Zebedæus’ Søn, og Johannes, Jakobs Broder, hvilke han tillagde Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
18 - og Andreas og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jakob, Alphæus’ Søn, og Thaddæus, og Simon Cananites,
19 - og Judas Ischariotes, som og forraadte ham.
20 - Og de kom til Huset, og Folket samledes atter, saa at de end ikke kunde faae Mad.
21 - Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmægtig.
22 - Og de Skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: han haver Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle.
23 - Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden?
24 - Og dersom et Rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae.
25 - Og dersom et Huus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae.
26 - Og dersom Satan haver sat sig op imod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham.
27 - Der kan jo Ingen gaae ind i den Stærkes Huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Stærke, og da kan han plyndre hans Huus.
28 - Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;
29 - men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, haver ingen Forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom.
30 - Thi de havde sagt: han haver en ureen Aand.
31 - Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde.
32 - Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig.
33 - Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre?
34 - Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham og sagde: see, min Moder og mine Brødre.
35 - Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder.
