WeBible

1 - Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.

2 - Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning:

3 - Hører til! see, en Sædemand gik ud at saae.

4 - Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op.

5 - Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.

6 - Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.

7 - Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.

8 - Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresindstyve Fold, og Noget Hundrede Fold.

9 - Og han sagde til dem: hvo som haver Øren at høre med, han høre!

10 - Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.

11 - Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser;

12 - at de see med Øinene, og ikke skjønne, og høre med Ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.

13 - Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledes ville I da forstaae alle de andre Lignelser?

14 - Den, som saaer, saaer Ordet.

15 - Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter.

16 - Og ligeledes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde;

17 - dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.

18 - Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet;

19 - og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt.

20 - Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre Ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede Fold.

21 - Og han sagde til dem: kommer Lyset ind, for at sættes under Skjeppen eller under Bordet? monne ikke, for at sættes paa Lysestagen?

22 - Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares: ei heller skeer det lønligt, men for at komme til Lyset.

23 - Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!

24 - Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder, som høre, skal end gives Mere.

25 - Thi hvo som haver, han skal gives; og hvo som ikke haver, fra ham skal endog det fratages, som han haver.

26 - Og han sagde: med Guds Rige haver det sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden,

27 - og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.

28 - Thi Jorden bærer Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet.

29 - Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.

30 - Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det?

31 - Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden;

32 - og naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge.

33 - Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne Lignelser, eftersom de det kunde fatte.

34 - Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.

35 - Og den samme Dag, der det var blevet Aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side.

36 - Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.

37 - Og der kom en stærk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.

38 - Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?

39 - Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vær stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille.

40 - Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?

41 - Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige?