WeBible

1 - Og de kom paa hiin Side Søen til de Gadareners Egn.

2 - Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand.

3 - Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker.

4 - Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham, og Bøierne sønderslidte, og Ingen kunde tæmme ham.

5 - Og han var altid Nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene.

6 - Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham,

7 - og raabte med høi Røst og sagde: hvad haver jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.

8 - Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette Menneske!

9 - Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange.

10 - Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet.

11 - Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Sviin, som græssede;

12 - og alle de Djævle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem.

13 - Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Hjorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen.

14 - Men Svinehyrderne flyede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet.

15 - Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes.

16 - Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene.

17 - Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne.

18 - Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham.

19 - Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, haver gjort dig, at han haver forbarmet sig over dig.

20 - Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle.

21 - Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Side, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen.

22 - Og see, der kom een af Synagog-Forstanderne ved Navn Jairus, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder.

23 - Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.

24 - Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham.

25 - Og der var en Kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar.

26 - Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende.

27 - Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon.

28 - Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, da bliver jeg frelst.

29 - Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredet fra denne Plage.

30 - Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo haver rørt ved mine Klæder?

31 - Og hans Disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig?

32 - Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.

33 - Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var skeet, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden.

34 - Men han sagde til hende: Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage.

35 - Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere?

36 - Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun!

37 - Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

38 - Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget.

39 - Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.

40 - Og de beloe ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae.

41 - Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op!

42 - Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade.

43 - Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.