WeBible

1 - Og Pharisæerne og nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham.

2 - Og der de saae nogle af hans Disciple æde Brød med vanhellige, det er, med utoede Hænder, lastede de det.

3 - (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik.

4 - Og af det, der er kjøbt paa Torvet, æde de ikke, uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke).

5 - Derefter spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke dine Disciple efter de Ældstes Skik, men æde med utoede Hænder?

6 - Men han svarede og sagde til dem: Esaias haver spaaet retteligen om Eder, I Øienskalke! som skrevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig.

7 - Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.

8 - Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik, med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting.

9 - Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.

10 - Thi Moses haver sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

11 - Men I sige: naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave):

12 - da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjælp.

13 - Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant.

14 - Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer.

15 - Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; men hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent.

16 - Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!

17 - Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denne Lignelse.

18 - Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?

19 - Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen, og gaaer ud ved den naturlige Gang, og saaledes renses al Maden.

20 - Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent.

21 - Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord,

22 - Tyveri, Gjerrighed, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed;

23 - alle disse onde Ting udgaae indvortes fra, og gjøre Mennesket ureent.

24 - Og han stod op og gik derfra til Tyrus’ og Sidons Grændser, og gik ind i et Huus, og vilde Ingen lade vide det, og det kunde dog ikke blive skjult.

25 - Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom og faldt ned for hans Fødder;

26 - (men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter.

27 - Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød, og kaste det for smaa Hunde.

28 - Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.

29 - Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter.

30 - Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren laae paa Sengen.

31 - Og der han gik ud igjen af Tyrus’ og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igjennem Dekapolis’ Grændser.

32 - Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.

33 - Og han tog ham afsides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,

34 - og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op!

35 - Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret.

36 - Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

37 - Og de forundrede sig overmaade og sagde: han haver gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.