1 - Da kom Skriftkloge og Pharisæer af Jerusalem til Jesus og sagde:
2 - hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet.
3 - Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld?
4 - Thi Gud haver budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.
5 - Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder.
6 - Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld.
7 - I Øienskalke! Esaias spaaede retteligen om Eder, da han sagde:
8 - dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig.
9 - Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.
10 - Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer!
11 - Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent.
12 - Da gik hans Disciple frem og sagde til ham: veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale?
13 - Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke haver plantet, skal med Rod oprykkes.
14 - Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.
15 - Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse.
16 - Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?
17 - Forstaae I ikke endnu, at alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang?
18 - Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent.
19 - Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.
20 - Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent.
21 - Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus’ og Sidons Egne.
22 - Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.
23 - Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
24 - Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus.
25 - Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig!
26 - Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde.
27 - Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord.
28 - Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time.
29 - Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilæiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der.
30 - Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem,
31 - saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.
32 - Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig tre Dage, og have Intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmægte paa Veien.
33 - Og hans Disciple sagde til ham: hveden skulle vi faae saa mange Brød i Ørken, at vi kunne mætte saa meget Folk?
34 - Og Jesus sagde til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv, og faa smaa Fiske.
35 - Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden.
36 - Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, men Disciplene Folket.
37 - Og de aade alle og bleve mættede; og de samlede de overblevne Stykker, syv Kurve fulde.
38 - Men de, som aade, vare fire tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.
39 - Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Grændser.
