WeBible

1 - Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde:

2 - Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.

3 - Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.

4 - Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.

5 - Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;

6 - Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

7 - Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.

8 - Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd;

9 - gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.

10 - Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.

11 - Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen.

12 - Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug.

13 - Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

14 - Thi mange ere kaldede, men Faa udvalgte.

15 - Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord.

16 - Og de sendte deres Disciple til ham med de Herodianer og sagde: Mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person.

17 - Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei?

18 - Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig?

19 - Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning.

20 - Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette?

21 - De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er.

22 - Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.

23 - Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde:

24 - Mester! Moses haver sagt: naar Nogen døer, og haver ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilægte og opreise sin Broder Sæd.

25 - Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru.

26 - Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende;

27 - men sidst af dem alle døde og Kvinden.

28 - Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.

29 - Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft.

30 - Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

31 - Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger:

32 - Jeg er Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes.

33 - Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom.

34 - Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig.

35 - Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde:

36 - Mester, hvilket er det store Bud i Loven?

37 - Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind.

38 - Dette er det første og store Bud.

39 - Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv.

40 - Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne.

41 - Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

42 - Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.

43 - Han sagde til dem: hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre, da han siger:

44 - Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel?

45 - Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?

46 - Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.