WeBible

O, I uforstandige Galater! hvo haver fortryllet Eder, at I ikke lyde Sandheden? Eder, hvem Jesus Christus var malet for Øine, som korsfæstet iblandt Eder?

Kun dette vil jeg af Eder: var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse?

Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte i Aanden, nu fuldende i Kjødet?

Have I da prøvet saa Meget forgjeves? hvis ellers kun forgjeves!

Mon da han, som meddeler Eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i Eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?

Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.

Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.

Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne af Troen, forjættede den Abraham forud: i dig skulle alle Folkeslag velsignes.

Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.

Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: forbandet hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, at han gjør dem.

Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfærdige ved Troen skal leve.

Men Loven beroer ikke paa Tro; thi den siger: det Menneske, som gjør disse Ting, skal derved leve.

Christus haver frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;)

paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christus Jesus, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.

Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog Ingen et Menneskes Pagt, som er stadfæstet, til Intet eller sætter Noget dertil.

Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde, som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus.

Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christus, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.

Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.

Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld, (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjeldte), betjent af Engle, ved en Midlers Haand.

Dog er Midleren ikke Eens, men Gud er een.

Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der givet en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.

Men Skriften haver indesluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive given dem, som troe.

Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares.

saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christus, at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen.

Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren.

I ere jo alle Guds Børn formedelst Troen i Christus Jesus.

Thi I, saa mange som ere døbte til Christus, have iført Christus.

Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus.

Men ere i Christi, da ere i jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen.