WeBible

Men det begav sig paa den næstførste Sabbat, at han gik igjennem Sæden, og hans Disciple plukkede Ax og gnede dem med Hænderne og aade.

Men nogle af Pharisæerne sagde til dem: hvi gjøre I, hvad ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaterne?

Og Jesus svarede og sagde til dem: have I da ikke læst det, som David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med ham?

Hvorledes han gik ind i Guds Huus og tog Skue-Brødene og aad og gav ogsaa dem, som vare med ham, hvoraf det dog ikke er Nogen tilladt at æde, uden Præsterne alene.

Og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over Sabbaten.

Men det skete paa en anden Sabbat, at han gik ind i Synagogen og lærte; og der var et Menneske, hvis høire Haand var vissen.

Men de Skriftkloge og Pharisæerne toge vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, paa det de kunde finde Klagemaal imod ham.

Men han vidste deres Tanker og sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: reis dig, og staa frem iblandt os! Men han reiste sig og stod frem.

Da sagde Jesus til dem: jeg vil spørge Eder: hvad er tilladt paa Sabbaterne? at gjøre godt, eller at gjøre ondt? at frelse Liv, eller at fordærve det?

Og han saae omkring paa dem alle og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud; men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen som den anden.

Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.

Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natten over i Bøn til Gud.

Og der det blev Dag, kaldte han sine Disciple frem, og udvalgte tolv af dem, hvilke han og kaldte Apostler:

Simon, hvilken han og kaldte Petrus, og Andreas, han Broder, Jacobus og Johannes, Philippus og Bartholomæus,

Matthæus og Thomas, Jacobus, Alphæus’ Søn, og Simon, som kaldes Zelotes.

Judas, Jacobus’ Broder, og Judas Ischariotes, den Samme, som blev Forræder.

Og han gik ned med dem og stod paa et jævnt Sted, og hans Disciples Skare og en stor Hob Folk fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,

som vare komne at høre ham og helbredes af deres Sygdomme, og saadanne, som vare plagede af urene Aander; og de bleve helbredte.

Og alt Folket søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte Alle.

Og han opløftede sine Øine paa sine Disciple og sagde: salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige.

Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle lee.

Salige ere I, naar Menneskene hade Eder, og naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt, for Menneskens Søns Skyld.

Glæder Eder paa den samme Dag, og jubler; thi see, Eders Løn er stor i Himmelen. Lige det Samme gjorde deres Fædre ved Propheterne.

Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte.

Vee Eder, I, som ere fyldte, thi I skulle hungre. Vee Eder, I, som nu lee, thi I skulle sørge og græde.

Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter.

Men jeg siger Eder, I, som høre mig: elsker Eders Fjender, gjører dem godt, som Eder hade;

velsigner dem, som Eder forbande, og beder for dem, som gjøre Eder Skade.

Hvo som slaaer dig paa det ene Kindbeen, byd ham og det andet til, og hvo som tager Kappen fra dig, formeen ham heller ikke Kjortelen.

Giv hver den, som beder dig; og af den, som tager dit fra dig, kræv det ikke igjen.

Og som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, ligesaa gjører og I mod dem.

Og dersom I elske dem, som Eder elske, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere elske og dem, som dem elske.

Og dersom I gjøre vel mod dem, der gjøre vel mod Eder, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere gjøre det Samme.

Og dersom I laane dem, af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen.

Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn være stor, og I skulle være den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde.

Saa værer da barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig.

Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades;

giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igjen.

Men han sagde dem en Lignelse: monne en Blind kunne lede en Blind? ville de ikke begge falde i Graven?

Discipelen er ikke over sin Mester; men hver, som er fuldkommen, skal være som hans Mester.

Men hvi seer du Skjæven, som er i din Broders Øie, men Bjelken, som er i dit eget Øie, bliver du ikke vaer.

Eller hvorledes kan du sige til din Broder: holdt, Broder! jeg vil drage Skjæven ud, som er i dit Øie, du, som ikke seer Bjelken i dit eget Øie? Du Øienskalk! uddrag først Bjelken af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjæven, som er i din Broders Øie.

Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt.

Thi hvert Træ kjendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figen af Torne, man plukker og ikke Viindruer af Tornebuske.

Et godt Menneske fremfører Godt af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører Ondt af sit Hjertes onde Forraad; thi hans Mund taler af Hjertets Overflødighed.

Men hvi kalde I mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger?

Hver, som kommer til mig, og hører mine Ord, og gjør dem, den vil jeg vise Eder, hvem han er lig.

Han er lig et Menneske, der byggede et Huus, og grov dybt, og lagde Grundvolden paa en Klippe; men der et Vandløb kom, stødte Strømmen paa samme Huus, og kunde ikke rokke det; thi det var grundfæstet paa Klippen.

Men hvo som hører, og ikke gjør derefter, er ligesom et Menneske, der byggede et Huus paa Jorden, uden Grundvold; og Strømmen stødte derpaa, og det faldt strax, og samme Huses Fald blev stort.