WeBible

Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, haver frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.

Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds Lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet,

paa det Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, det Aandelige.

Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred;

efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det.

Men de, som ere kjødelige, kunne ikke tækkes Gud.

I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om Nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans.

Men om Christus er i Eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men Aanden er Liv formedelst Retfærdighed.

Men om hans Aand, der opreiste Jesus fra de Døde, boer i Eder, da skal han, som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa Eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i Eder.

Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet;

thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden, skulle I leve.

Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.

Og I annammede ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!

Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.

Men dersom vi ere Børn, ere vi og Arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.

Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.

Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse.

Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder),

dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed.

Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.

Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.

Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det?

Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.

Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.

Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds Villie.

Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.

Thi hvilke han forud kjendte, dem haver han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre.

Men hvilke han forud beskikkede, dem haver han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem haver han og retfærdiggjort; men hvilke han retfærdiggjorde, dem haver han og herliggjort.

Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?

Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.

Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som og er opreist, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?

(Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.)

Men i alt dette mere end seire vi ved ham, som os elskede.

Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstendømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende,

ei heller det Høie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.